First things first

Ingen sagde det skulle være let

Mit arbejde med tv-holdene i øjeblikket er forbundet med en lidt speciel og splittende følelse, men som jeg samtidig kan mærke, at jeg langsomt vænner mig til undervejs – hvilket er en lidt ambivalent følelse for sig selv.

Det er selvfølgelig fantastisk og utroligt bekræftende, at 2 forskellige produktionsselskaber har valgt at dække to meget forskellige områder at mit liv, da de begge er af den opfattelse, at der er noget værdifuldt i min historie, som andre kan få gavn af at stifte bekendtskab med.

Samtidig er det svært for mig at mærke den glæde fuldt ud, som er naturligt forbundet med ovenstående, da min nuværende situation med mine døtre er så udfordrende – omend jeg selvfølgelig på et kognitivt niveau er dybt taknemmelig for disse åbninger – samt hvad de på sigt medfører for mig og mine døtre.

“Another curve ball gets thrown:”

10 minutter inden vi går igang med optagelserne, får jeg et opkald, hvori jeg gøres bekendt med, at Isabella idag er startet op i børnehaven.

Som i alle andre dele af denne sag indtil nu, er jeg ikke blevet informeret, og det kommer som et chock for mig, at Isabella efter næsten 10 måneders ophold på et krisecenter, pludselig er tilbage i børnehaven som ligger 300 meter fra hvor jeg bor, og 1000 spørgsmål melder sig derfor øjeblikkeligt på banen.

Betyder det så, at jeg kan gå over og sige hej til hende i børnehaven – og måske møde hendes lillesøster Ileanna for første gang ?

Jeg mener, vi har jo fortsat fælles forældremyndighed – så hvad kunne der ske ved det ?

Men hvad sker der så, hvis jeg gør dette ?

Vil man kunne bruge denne “opsøgende adfærd”, til at lave en påstand om, at jeg har stalket / chikaneret – og dermed besværliggøre sagsforløbet yderligt, hvis jeg valgte at gøre dette?

Med alle de forfærdelige påstande, som jeg har måtte ligge ryg til indtil nu, hvorfor har de valgt at flytte tilbage hertil, og starte Bella op i en børnehave som ligger 100 meter fra Roskilde Universitet, hvor jeg har min jævne gang, og 300 meter fra hvor jeg bor?

Jeg skal have mit 3. samvær med Bella i statsforvaltningen i overmorgen, skal jeg så tilbyde kørsel frem og tilbage, nu da vi bor i samme område ? Eller ville dette også kunne opleves som chikanerende adfærd ?

Spørgsmålene blev flere og mere komplekse i takt med at jeg oplevede den velkendte hovedpine og kvalme melde sig på banen.

Da denne del af min sag med pigerne ikke er dækket af fri proces, og jeg ikke modtager gratisk rådgivning af hverken kommunen eller krisecenteret, fører jeg selv sagen, hvorfor jeg ikke engang kunne spille bolden videre til en advokat, og få et adækvat svar vedr. ovenstående – så det krævede istedet en grundig og dyb refleksion inden jeg traf en beslutning, som ville føre til en handling, som potentielt på sigt kunne have et kontraproduktivt resultat – noget jeg for alt i verden måtte undgå.

OG så stod holdet klar til at filme og interviewe nu !

So what to do ?

First things first…

Jeg måtte tage en dyb indånding, forankre mig selv i nuet, tage et mentalt greb om mig selv, parkere alle disse spørgsmål og overvejelser og istedet fokusere på den opgave, som stod lige foran mig og krævede min fulde opmærksomhed.

Dvs. opgaven med tvholdet, som skulle håndteres her og nu – og bagefter måtte jeg tage fat om den nyligt opståede situation med Isabella.

Optagelserne gik rigtig godt.

Enkelte gange undervejs, tog jeg mig selv i, at mine tanker vandrede på afveje og landede  på sagen med Bella, men fik så rettet mig selv ind på sporet igen, og færdiggjort det forhåndenværende arbejde.

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.