Go’aften Danmark

Udsendelsen i Go’ aften Danmark er veloverstået

Aftenens program stod på, at jeg skulle en tur forbi Go’aften Danmark, da de havde læst artiklen som udkom i ungdomsmagasinet VICE for et par dage siden.

Ønsker man at se klippet – er dette at finde på tvplay.dk

De var særligt interesseret i vinklen med at klare sig imod alle odds, og succesfuldt at skabe en kriminalitetsfri tilværelse “på den anden side af hegnet”

Inden vi gik i luften med selve udsendelsen, gik jeg lidt rundt for mig selv uden for, og forsøgte at get my head straight.

Her blev jeg gjort selskab af Stig Rossen – en sympatisk og behagelig person, som efterlod mig med et stærkt indtryk.

Vi stod og talte sammen, og han havde hørt den briefing Michelle foretog af mig, så vi talte lidt frem og tilbage om verden og alle dens småbestanddele.

Da det var ved at være tid, blev vi hentet af en fra crewet, som førte os oven på, hvor Michelle og resten af holdet var igang med at rigge det hele til.

Her fortsatte Stig og jeg den virkelig spændende samtale, vi havde indledt os på udenfor – imens de forskellige former for lys på blev testet på os undervejs – og kamerafolkene bevægede sig rundt imellem hinanden.

Han ledte mig i samtalen ind på method acting, hvilket jeg øjeblikkeligt brokoblede til min interesse for produktionen af identitet og narativer, samt et virkeligt spændende spørgsmål, som jeg længe har været optaget af:

“hvor længe skal jeg bære en maske / spille en karakter, før jeg ikke kan kende forskel på denne og mig selv”

Han forklarede mig, at den tradition inden for skuespil som regel indebar, at skuespillere f.eks ville drikke sig halvfulde, hvis de skulle spille en halvfuld karakter. Han var ikke skolet inden for denne disciplin.

Imens Stig med en imponerende udstråling af kompetence forklarede mig dette, og mere til, tænkte jeg over ovenstående spørgsmål ift den person jeg var, inden jeg bevægede mig ind i rockermiljøet, den jeg blev til undervejs, samt hvilken person som forlod det til slut ?

“fake it until you make it “ er der nogen som siger.

Eric Thomas “the hip hop preacher” siger istedet: “Feel until it’s real”…

Jeg stod tilbage i mit stille sind og tænkte – hvor lang tid skal man foregive noget, før du får samme resultat, som hvis du oprigtigt havde ment, hvad du foregav ?

Da vi var færdig – stod jeg lidt uden for- og kiggede på et virkeligt smukt lysdekoreret træ.

Michelle kom ud – og vi gik en tur igennem et stort set mennesketomt tivoli – imens vi snakkede om hvordan udsendelsen var gået, og hvad fremtiden rummede af muligheder for spændende samarbejder.

Jeg trådte ud af Tivoli – efter at have prædiket om “at række ud” og at ingen behøver at være alene – og stod midt i den danske hovedstad – helt alene, med en ubehagelig velkendt trykken for brystet, som stille og roligt præsenterende sig selv for min bevidsthed, og med en ubehagelig knusende effektivitet, trak mig tilbage til min egen verden, og mindede mig om mine venner, som jeg havde forladt ved indgangen til Tivoli.

Og ja – ganske rigtigt… der stod de – “loneliness” og “sorrow” – begge roligt afventende og kiggende på mig, med al tid i verden til deres disposition, de skulle ingen steder.

Jeg var bestemt ikke klar på, efter så god en aften, at få selskab af dem allerede nu, så istedet for at vende hjem, hvor de med statsgaranti ville holde døren ind til lejligheden for mig, satte jeg kursen imod en nærliggende kinesisk restaurant.

Jeg indtog en vinduesplads, satte mig til rette, og bestilte en pekingsuppe imens jeg tavst kiggede på den forbipasserende trafik, og tænkte på den netop overståede udsendelse.

Jeg kunne fornemme på både Michelle og resten af crewet, samt de øjeblikkeligt indkomne opkald på både hendes og min egen telefon umiddelbart efter udsendelsen, at det var gået rigtig godt – hvilket jeg naturligvis var meget taknemmelig for.

Jeg havde endnu ikke set udsendelsen – og har det fortsat ikke i skrivende stund – men imens jeg spiste min suppe, kunne jeg så småt fornemme forandringens vinde trække op…

Jeg kiggede ud af vinduet, og over alt var der mennesker som gik forbi mig, pakket godt ind i varme jakker med halstørklæder tæt slynget om halsen, imens de imod hinanden skuttede sig imod den kendte nordiske kulde, som jeg alligevel finder har en vis autentisk og romantisk charme, og som på en eller anden måde, bare er en vigtig del af den danske “hygge” i vintermåderne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde den store lyst til at forlade restauranten og bevæge mig hjemad.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.