“jeg savner far”

“Hvis barnet har en stemme, hvorfor bliver den så ikke hørt"

Isabella har altid kaldt mig papa, men da dette ikke handler om mine døtre og mig alene, men om et forældet juridisk system og alle de fædre og børn som står i samme situation, har jeg omskrevet “papa” til “far”.

Alt for mange står i situationer som ovennævnte – og mit ønske med plakaten er at skabe opmærksomhed omkring de urimelige forhold som eksisterer inden for det familieretslige område – samt at skabe et “banner”, som man kan slutte sig ind under, hvis man ønsker at indgå et fællesskab centreret omkring at bidrage til at ændre på disse forhold.

Den 24. januar 2018 havde jeg mit 2. samvær med Isabella i statsforvaltningen, hvorefter jeg lavede en blog om dette.

Henimod afslutningen af det ovennævnte samvær, runder Isabella glad af med at fortælle, efter et grundigt kig på uret i lokalet, at klokken nu er ved at være 12:00, og det derfor er tid til at gå – en ret imponerende bedrift af en kun 3 årig pige.

Men så bliver hun helt stille i mine arme, og ganske mut imens hun kigger ned i gulvet, siger hun følgende sætning til mig, foran den børnesagkyndige fra statsforvaltningen samt sin mormor:

“Jeg savner papa”

Hverken mormor eller den børnesagkyndige kommenterer på den meget følelsesmæssige dybe udmelding fra Isabella, men jeg skynder mig naturligvis – ødelagt inden i og på randen til at bryde sammen – at spejle og anerkende hendes følelser af sorg, savn og kærlighed, og sige til hende, at jeg også savner hende rigtig meget, og at jeg elsker hende utroligt højt – inden jeg må give slip på min datter, og se hende blive fulgt ud af døren, for at blive kørt retur til hendes nye hjem, beliggende kun 500 meter fra hvor jeg bor – men ikke desto mindre for mig, en uendelig afstand, som jeg er ude af stand til at tilbagelægge.

Efterfølgende samme dag, skrev jeg nedenstående afsnit:

“Den lille stemme, hendes spinkle krop, lokalet, hele forløbet op til nu, hendes tydelige savn efter mig, mit åbenlyse knusende savn efter hende og hendes lillesøster, frustrationen over ikke at kunne beskytte dem imod alt det her, skammen over, at jeg som hendes far, ikke har kunne finde en løsning på det her hurtigere, end hvad jeg kæmper for – det hele pakket pakket ind i en lille sætning på 3 små ord – som knuste alt inden i mig – og øjeblikkeligt trak tårerne frem.”

“Jeg savner papa”

Jeg har ikke set Isabella siden denne udmelding fra hende, da hun på begge de følgende fastsatte samværsdage, desværre har været “syg”.

Derfor denne plakat med det følgende spørgsmål:

“Hvis barnet har en stemme, hvorfor bliver den så ikke hørt?”

Det ubetinget værste i en fastlåst situation, er den afmægtige og traumatiserende følelse af, at man ikke kan handle – det ødelægger ganske enkelt folk – og ingen som er forældre, bør stå med denne følelse.

Plakaterne er udarbejdet i samarbejde med Upstream Marketing.

Hvis du vil vide mere om mig – så se denne video:

En fars kamp imod systemet

Kommentarer

jeg er enig.. ingen børn skal forhindres i at se deres forældre. I vores sag er det statsforvaltningen der har forhalet og trukket tiden i 2 år hvor min datter ikke har set sin dengang 5årige søn, og hvor mit barnebarn er forhindret al kontakt med hele sin mors familie. Jeg troede at statsforvaltningen ville hjælpe barnet tilbage til sin mor som har været primær omsorgsperson i de første 5 år . Sådan var det i gamle dage, hvor tog jeg fejl. Statsforvaltningen har i stedet gjort samværssagen endnu værre og i stedet for hurtigt at vurdere en oplagt sag har de medvirket til at faderen kunne tilbageholdt barnet. Min datter er en ganske normal omsorgsfuld mor, og alligevel er hendes 5 årige søn fanget i et system der ikke virker, og jeg har som socialpædagog blot måtte stå på sidelinien og været
magtesløs. Til Gengæld har jeg studeret mange mange sager i de sidste 2 år og fundet at vores sag ikke er enestående. desværre er det kun de mennesker der oplever at skulle igennem en konfliktfyldt samværssag der ved hvad det handler om.

Jeg er virkelig ked af at høre, at i har haft denne oplevelse med systemet.

Som socialpædagog må det have gjort ondt på din faglighed, at kigge på (mis)håndteringen af sagen i statsforvaltningen – når man tænker hvilke psykologiske og emotionelle konsekvenser det har medført for din datter og barnebarn.

Da jeg er så synlig ift min egen sag, får jeg utroligt mange henvendelser fra forældre af begge køn, som har lignende oplevelse – og det er frygteligt – hvor mange af disse sager der reelt er i et eller så fantastisk land som Danmark.

Hvorfor ikke ændre ordet “far” til “dig”?
Så ville hele debatten om, at fædre er diskrimineret i samværssager til fordel for mødrene, forsvinde – og budskabet ville derfor være endnu klarere.
Med “dig” i stedet for “far” handler det ene og alene om, at barnet ikke bliver hørt. Hvilket vel er det vigtigste. Uanset hvem det måtte savne.

Men flot plakat!

Udgangspunktet bag plakaten er barnets ret til at have begge forældre i sit liv, samt at barnets egen stemme bliver hørt.

Hele den nuværende juridiske konstellation, hvor fædre bliver diskrimineret i samværssager, går netop ind og kompromitterer barenets ret til begge forældre i sit liv, hvorfor denne del af problemstillingen netop skal belyses kraftigt – for at sikre at børn har adgang til begge deres forældre.

Jeg er naturligvis bekendt med, qua mit tidligere arbejde på advokatkontoret, at der også findes kvinder i denne situation og ligeledes som samværsforældre bliver drevet ud af børnenes liv – men tallene taler et utvetydig sprog – mænd er uomtvisteligt overrepræsenteret i denne gruppe, hvorfor plakaten italesætter denne problemstilling.

I 2016 havde ca 88 % af børnene bopælsadresse hos deres mor efter endt skilsmisse imellem forældrene, hvilket er et tal som har ligget nogenlunde stabilt i Danmark igennem de sidste 30 år.

Jeg går ikke ud fra, at nogen tænker, at det er fordi, at det kun er hver 9. Mand, som ønsker at være bopælsforældre ?

Eller at kun hver 9. mand elsker sine børn lige så højt som moderen gør ?

Jeg er ikke interesseret i at dette skal være en kønsdebat – men kønnet spiller unægteligt en rolle i disse sager.

F.eks er det ganske enkelt ikke muligt for en mand (og det burde bestemt IKKE være muligt for en kvinde heller) at anvende “krisecentermetoden” til at sikre gratis juridisk rådgivning, fri husleje, tilrane sig bopælsadressen, sikre sig en fordelagtig placering på en venteliste til ny bolig osv. under en påstand om fysisk / psykisk vold – uden at der føres bevis for denne påstand.

Skriv et svar til Ann Christina Krusenstjerna Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This is test checkbox

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.