Samvær nr. 2 med Isabella

"Jeg savner papa"

Placer mig på en scene foran 350 mennesker til et politisk arrangement, og min hjerterytme stiger ikke nævneværdigt i frekvens.

Placer mig foran 200 personer til et bandeseminar, eller foran 150 cand. studerende på DPU, som underviser på PhD kurser på engelsk, på internationale konferencer eller i live tv, og jeg trækker igennem og leverer uden at være det mindste nervøs – uafhængigt af hvor slidt jeg er, eller hvad jeg ellers slås med ved siden af…

Men placer mig foran de her 2 små trædøre ind til statsforvaltningen i Ringsted, hvor Isabella i sit fine tøj med små rottehaler, venter på den anden side – og jeg får øjeblikkeligt en sten i maven, svært ved at trække vejret dybt og ordentligt – og begynder pludseligt med en ubehagelig klarhed at second guess alt i forløbet op til nu.

Vi taler helt ned til detaljer som, om jeg nu har husket at tage “Neo” fra Givenchy på, som er den parfume jeg altid gik med, dengang Isabella boede herhjemme, og som jeg har gemt lige siden. Tanken bag dette er, at netop denne duft måske kunne være med til at stimulere en sanseerindring, og minde hende om sit liv herhjemme med sin far og en samlet familie.

Spørgsmålene melder sig ubønhørligt på stribe. Har jeg nu forberedt mig ordentligt ? Har jeg udvalgt det rigtige legetøj ? Hvad er hendes reaktion fra sidste gang og frem til nu – hvor der er gået 14 dage imellem samværene og uden nogen kontakt ellers ? Har jeg været for kritisk over for myndigheder i ift deres håndtering af denne sag, og betaler jeg prisen om lidt, ved at få en vred forudindtaget børnesagkynding på halsen ?

Hvordan har hun sovet i nat ? Hvordan har lillesøster sovet i nat ? Er der sket noget nyt i hendes hverdag ? Informationer som kunne hjælpe mig med at danne et billede af Isabella’s “dagsform” så at sige, og som jeg som hendes far ville ønske, jeg var i besiddelse af forud for et samvær med hende, således at jeg kunne tilpasse programmet til hende.

Midt i alle disse tanker – og folk som kender mig, ved hvor hurtigt jeg tænker – får jeg pludselig øjenkontakt med Isabella – og alle mine bekymringer kollapser fuldstændigt i mødet med hende og virkeligheden. I et uendeligt langt øjeblik, imellem to af mine hjerteslag, indser jeg to mærkværdige men alligevel sammenhængende pointer:

  1. 1) Dette er et perfekt eksempel på at F.E.A.R. = False Evidence Appearing Real.

2) Jeg blev mindet om en pointe inden for kvantefysikken, som understøtter ovenstående. På samme måde som alt består af bølgefunktioner af potentialiteter indtil mødet med en bevidst måling / observation, hvorefter disse bølgefunktioner kollapser og indtager en postition i tid og rum, så kan bekymringer  om mulige udfald af forskellige situationer, kun eksistere i vores forventning / antagelse om fremtiden – de kan IKKE eksistere i nutiden.

Men der står hun !

“Wauw – hvor er hun bare smuk” tænker jeg.

Hun står i vinduet inden for i statsforvaltningen, og er åbenbart kommet endnu tidligere end mig.

Hun vinker ud til mig, helt vild af begejstring, og jeg kan mundaflæse på hende, at hun rundt i lokalet siger “det er papa, det er papa”, imens hun gestikulerer med den glæde og iver, som kun 3 årige kan præstere. Folk inden for begynder selvfølgelig at kigge ud, for at se hvad al den ståhej er til for.

Jeg tilbageligger afstanden imellem os, træder ind igennem dørene ( og alt for flygtigt til, at jeg næsten er opmærksom på det, tilføjer jeg en mental note til mig selv omkring den filosofiske betydning af “døre”, samt hvor vigtige disse er for os og vores bevægelser.)

Samværet kort fortalt, forløb lige så fantastisk som det forrige af slagsen. Bella var ovenud lykkelig for at se mig, og havde glædet sig til at lege med mig i køkkenet. Jeg havde medbragt en lille lampe, som kunne spille musik og lyse med stjerner af forskellige farver, som hun plejede at falde i søvn til hver aften herhjemme. Min tanke var – tilsvarende et overgangsobjekt – at hun kunne tage et stykke af “hjemmet” med sig, og at den kunne skabe lidt tryghed for hende og for hendes lillesøster – således at Isabella ville kunne give denne til Ileanna.

Først genkendte hun den ikke – men det var også 9 mdr siden hun havde set den sidst – men da hun fik tændt for musikken, skete der noget, og jeg kunne se hendes smukke unge, men utroligt kvikke sind, arbejde inde bag de nøddebrune øjne, med at sammensætte puslespillet af erindringer og følelser… Men hun manglede en brik.

Pga lyset i lokalet – hvilket jeg irriterende nok, ikke havde taget højde for – kunne hun ikke se stjernerne  ! Jeg rettede hurtigt henvendelse til den børnesagkyndige, bad om tilladelse til at overtage lokalet i 5-10 minuter, fik denne og sagde “se her skat” til Bella, hvorefter jeg hurtigt slukkede alt lyset i lokalet, trak to stole sammen, foldede et tæppe udover dem og dermed skabte en lille hule til os, og kaldte hende ind til mig i hulen…

“ØØØØJJJ” sagde hun med sin lille lyse stemme fuld af forundring, da hun så hvordan de mange små stjerner, med forskellige farver manifesterede på himmelhvælvingen i vores egen lille hule – og dermed gav hende den sidste brik til puslespillet

Skønt jeg aldrig har været i tvivl om det – forstod jeg det på ny – at jeg med glæde, i overført betydning, ville kunne bruge resten af mit liv på at “indrette lokaler og bygge huler med musik og stjerner” til de to små piger.

Jeg havde lyst til at blive inde i hulen med Bella for evigt – men tiden smuldrede imellem hænderne på mig… Hvad jeg dog ikke ville give lige nu, bare for at få 5 minutter mere med hende.

Vi kravlede ud af hulen, legede og spillede bold – hvilket Bella fortsat var helt vild med.

Da tiden var ved at være gået, var det på tide at få ryddet op, hvilket vi gjorde i fællesskab.

Vi runder langsomt af, aftaler lidt praktiske ting imens, og Bella løber hen og falder mig om halsen og krammer mig farvel igen. Men hun bliver denne gang stående i mine arme, imens jeg sidder på knæ med hende.

Lige så stille siger hun til mig:

“Jeg savner Papa”

Den lille stemme, hendes spinkle krop, lokalet, hele forløbet op til nu, hendes tydelige savn efter mig, mit åbenlyse knusende savn efter hende og hendes lillesøster, frustrationen over ikke at kunne beskytte hende imod alt det her, skammen over, at jeg som hendes far, ikke har kunne finde en løsning på det her hurtigere, end hvad jeg kæmper for – det hele pakket pakket ind i en lille sætning på 3 små ord – som knuste alt inden i mig – og øjeblikkeligt trak tårerne frem.

“Jeg savner også dig skat, men vi ses snart igen, det lover jeg”

Ordenen føltes tomme i min mund – og skammen brændte i mig.

Vi sagde farvel, de forlod rummet, og da Bella var på sikker afstand, brød jeg sammen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This is test checkbox

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.