Samværssabotage – en introduktion

Et metodeeksempel - analyse og gennemgang

Introduktion:

Følgende analyse og gennemgang af metodeeksemplet er langt – men for alle som står i samme situation som mig – er det uhyre relevant viden.

Jeg får utroligt mange henvendelser fra forældre af begge køn vedr. familieretslige sager samt netop samværssabotage, forældrefremmedgørelse, samarbejdsvanskeligheder, hvordan man “håndterer” myndighederne, hvad man skal være opmærksom på osv, og da jeg ikke har tid til at besvare alle henvendelser enkeltvist, beskriver jeg nu mine erfaringer og råd i en serie af opslag, og gør disse frit tilgængelige for alle.

Kontekst:

Ved mit forrige samvær med Isabella dato i  statsforvaltningen, rundede isabella som bekendt af med at sige:

“jeg savner papa”

Dette foran børnesagkyndige og mormor – hvilket efter indtroduktionen af plakaten:

“Hvis barnet har en stemme, hvorfor bliver den så ikke hørt”

er ret velkendt.

Hvad der ikke er velkendt – er det efterfølgende forsøg på samværssabotage fra mors og mormors side af, hvor de med en falsk påstand om at Isabella skulle have tisset i bukserne ved mødet med mig, forsøgte at manipulere statsforvaltningen til at begrænse / afslutte det støttede samvær med mig.

Jeg vil jf nedenstående synopsis i det følgende gennemgå dette forsøg, illustrere hvordan jeg kom det i forkøbet samt hvorfor man i disse sager som samværsforældre skal være særligt opmærksom på lige præcis disse situationer – samtidig med at man skal være særligt påpasselig i sin kontakt med systemet, ikke at virke konfliktoptrappende – en næsten umulig balancegang.

 

Synopsis:

1. Afslutningen af samvær nr 2 – samt hvorfor Isabellas bemærkning er vigtig.

2. Mormors henvendelse kl 19:56 samme aften

3. “Først i tid bedst i ret” – mit skriv til advokaten samme aften.

4. “Først i tid bedst i ret” – mit skriv til statsforvaltningen dagen derpå.

5. aktindsigt samt dokumentation af at mor og mormor forsøger at lave samværssabotage jf pkt 3.

 

1.  Afslutningen af samvær nr 2 – samt hvorfor Isabellas bemærkning er vigtig:

Ved mit forrige samvær med Isabella dato i  statsforvaltningen, rundede isabella af med at sige, “jeg savner papa”, foran børnesagkyndige og mormor.

Denne udmelding fra et barn på kun 3 år, er særlig stærk, da den tydeliggører at Isabella oplever et savn efter far, hvorfor det er i hendes bedste interesse at forsøge at fjerne dette savn – og dette naturligvis ved at fastsætte mere samvær end det eksisterende.

Denne fastsættelse af mere samvær er naturligvis ikke hensigtsmæssigt ifht mor og mormors forsøg på forældrefremmedgørelse osv i jagten på fuld forældremyndighed. Det er her vigtigt, at der istedet er så lidt kontakt som overhovedet muligt imellem barn og samværsforældreren, og helst gerne en helt afbrudt kontakt hvis dette kan sikres.

Et eksempel herpå fra eget forløb er, at mor ikke har tilladt Isabella at tale i telefon med mig i den nu snart 11 mdr lange periode, påtrods af at det naturligvis er umuligt at fremføre et psykologisk og pædagogisk forankret argument, som kan forklare hvordan denne beslutning kan være i Isabellas bedste interesse.

Istedet kan den helt afbrudte kontakt istedet anvendes som argument i den kommende sag om forældremyndigheden samt fastsættelsen af mængden af samvær, da Isabella ikke længere har en “relation eller tilknytning” til sin far.

(Hele dette punkt er uhyre komplekst, og uddybes specifikt i et andet opslag, for at undgå at dette opslag bliver for langt)

Da man fra start af sagens forløb –  dvs. 15 april 2017 hvor jeg meddeler mor at jeg vil skilles – har forsøgt at anvende ovenstående model, for at opnå den ønskede forældrefremmedgørelse i kombination med “krisecentermetoden”, hvis formål er at tilrane sig bopælsadressen, sikre sig gratis rådgivning, komme foran i boligkøen, få depositum og indskud af kommunen samt de nødvendige samarbejdsmøder med de forskellige forvaltninger og en særdeles fordelagtig “offerrolle” som naturligvis medfører en dæmonisering af den anden part osv.- kunne jeg derfor forvente et nyt forsøg på at sabotere fremtidige samvær imellem Isabella og undertegnede.

(Hele ovenstående metode uddybes ligeledes i et kommende opslag)

Dette forsøgte man så allerede samme aften kl 19:56 hvor mormor ringer til mig.

 

2. Mormors henvendelse kl 19:56 samme aften:

Da mormor samme aften vælger at ringe til mig, vælger jeg ikke at tage telefonen, men istedet klare korrespondencen over sms – et råd jeg giver videre til alle i samme situation – for at sikre dokumentationen, da det indtil nu har vist sig at være en kraftig udfordring for denne mor og mormor at gengive samtalerne i en sandfærdig form.

Dette kommer man uden om, hvis man sikrer sig at kommunikationen foregår skriftligt.

Det bliver en anelse dilemmafyldt at rådgive vedr. denne del, da det afhænger af hver enkelt sags forløb og karakter. Der er masser af sager, hvor det ikke er nødvendigt at sikre kommunikationen som dokumentation jf ovenstående model, da disse for det meste forløber mere friktionsløst – hvorfor det ville kunne opleves som en unødvendig og potentielt konfliktoptrappende foranstaltning af værge sig imod mundtlig kommunikation og dermed kontraproduktivt på sigt, når formålet er at finde en god løsning for alle.

Desværre er indeværende sag ikke en af disse.

Jeg har her indsat samtalen med mormor, og af etiske årsager naturligvis i anonymiseret form – og i det efterfølgende afsnit forklarer jeg konsekvensen:

 

 

3.  “Først i tid bedst i ret” – mit skriv til advokaten.

Formålet med ovenstående påstand i pkt. 2 tydeliggører jeg her i min mail til min advokat samme aften, samt til sagsbehandleren i statsforvaltningen dagen derpå.

Jf min beskrivelse i punkt 1. kan jeg sammenfatte formålet med ovenstående påstand samt  regne efterspillet af dette ud.

For at sikre dokumentationen og tydeliggøre at dette er endnu et forsøg på samværssabotage, sender jeg den følgende email forud, for at komme det hele i forkøbet.

Læs mailen grundigt, og lig jer indholdet af denne beskrivelse på sinde – da man som samværsforældre er uhyre udsat for denne slags påstande – og desværre kan forvente netop denne slags uetiske anslag.

Da denne email er skrevet til min advokat, forfatter jeg den uden forbehold, og som jeg ser det, og er helt tydelig i alt hvad der kan komme – således at dette er uomtvisteligt dokumenteret i tid.

I pkt 4 vil i se, at samme mail er skrevet i en modereret og nedtonet version til sagsbehandleren i statsforvaltningen – samt min begrundelse hvorfor.

 

 

 

4. “Først i tid bedst i ret” – mit skriv til statsforvaltningen dagen derpå.

Som det fremgår af nedenstående email fremsendt til sagsbehandleren hos statsforvaltningen dagen efter samværet med Isabella, minder indholdet om det afsendt til min advokat i ovenstående pkt. 3

Dog er forskellen her, at jeg har nedtonet, hvad sagsbehandleren potentielt kan opfatte som “beskyldninger” fra en paranoid far – og prøver at gøre det så konkret og faktuelt som muligt, samtidig med at jeg åbner for, at sagsbehandleren kan spørge uddybbende ind til mine bekymringer, såfremt der skulle være en interesse for dette.

Min erfaring indtil nu er, at ingen fra kommunen eller statsforvaltningen har haft et behov for at spørge uddybende ind til mine bekymringer.

I vil her ligeledes se, at jeg spørger ind til en handleplan  – dvs en plan som fortæller hvad der sker når jeg er færdig med støttede forløb i statsforvaltningen, som jeg nu er halvvejs igennem. Dette gør jeg, for at imødekomme “ventetiden” – som vil opstå når jeg har haft det sidste støttede samvær med Isabella, hvorefter statsforvaltningen skal behandle den børnesagkyndiges observationer og på baggrund af disse fastsætte rammerne for det nye samvær imellem Isabella og undertegnede.

Der er ingen lovgivning som siger, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage, men som i nok kan forstå, at der direkte modstridende interesser forbundet hermed.

Jeg ønsker for Isabella og mig selv en så kort sagsbehandlingstid som muligt, helst inden for 2 uger, således at Isabella ikke oplever endnu et brud i kontinuiteten af vores samvær, og den dermed forbundne psykiske belastning af hende.

Mor og mormor på den anden side har en åbenlys interesse i at sagsbehandlingen tager så lang tid som muligt jf pkt. 1 og pkt. 3.

 

 

5. Aktindsigt samt dokumentation af at mor og mormor forsøger at lave samværssabotage jf. pkt 1 og pkt. 3.

Jeg modtog d. 21.02.18 den anmodede aktindsigt på Isabellas sag, da jeg tænkte, at jeg hellere måtte kigge denne grundigt igennem.

Aktindsigten vejede 3,4 kg og jeg gætter på at den er ca 1800 sider lang, men er ikke sikker, da der ikke angivet sideantal.

Jeg satte mig for at gennemlæse den, og samme aften fandt jeg som frygtet men forventet nedenstående skriv til sagsbehandleren i statsforvaltningen.

Som i vil kunne læse – er dette skriv fra mor næsten en gengivelse af den “køreplan for samværssabotage” jeg beskriver i mailen til min advokat, at vi kan forvente at finde samme aften.

 

 

Dette skriv fra mor et et tydeligt eksempel på, hvorfor det er vigtigt som samværsforældre at dække sig ind ifht disse “angreb”, samt hvordan den ene part skruppelløst og uden konsekvenser kan konstruere manipulerende usandfærdigheder, samt anvende de fælles børn som genstande i et misforstået forsøg på at “vinde kampen”.

Læg venligst mærke til i mors skriv, at hun udover indeværende bekymring for Isabellas pludseligt opståede inkontinens ifbm med samværet med mig, nu for første gang introducerer for statsforvaltningen (og alle andre for den sags skyld), at Isabella forresten også skulle have tisset i bukserne – både før og efter de to samværsobservationer med Finn Westh tilbage i oktober måned ’17.

Hverken Finn Westh, undertegnede eller – ironisk nok hvis i tænker over det – mormor selv observerede dengang at Isabella skulle have tisset i bukserne. (Det er mormor som henter og bringer Isabella til samværsobservationer, mor deltager ikke)

Den nuværende børnesagkyndige har selv skrevet til statsforvaltningen og dementeret, at Isabella skulle have tisset i bukserne under vores samvær.

 

Kommentarer

Der var engang en ældre dame som sagde til mig – hold du bare ude, man får sin belønning til sidst, når børnene egenrådigt selv kan bestemme.

Men jeg får virkelig lyst til at løbe hele.vejen hen til Isabellas mor og sige: hvad tænker du på, hvad sker der i dit hoved, hvorfor ønsker du ikke det bedste for dit barn.

Jeg får nærmest den følelse i kroppen som jeg tror at børn der lægger sig ned på gulvet i supermarkedet og skriger, fordi de ikke må få slik den dag, må have.

Men i den mere seriøse ende ville det bare være fantastisk og storhjertet, hvis en forælder som engang har opført sig sådan, ville åbne op og fortælle hvad der sker, helt nøgternt, for man forstår det jo virkelig ikke.

Selvom jeg har valgt selv at blive skilt fordi jeg havde fået NOK af børnenes far, går det direkte i hjertet når min datter siger:
Min far synes jeg er smuk og klog

Og jeg ved at det bedste jeg kan give hende er at ringe op til ham, så hun straks kan snakke med ham.
Og i perioder hvor jeg virkelig ikke har haft lyst til at snakke med ham har jeg bare sagt:
Mor drikker lige en kop kaffe mens du snakker med far.

Og det er jo ikke ham jeg bliver forelsket i, i den sammenhæng, men det er kærligheden til min datter, som overskygger mine behov, som jeg kan mærke.

Og jeg kan simpelthen ikke forstå, uanset hvordan jeg vender og drejer det i mit hoved, hvordan man kan mangle denne følelse og denne vilje til at ville gøre ALT for sine børn – også selvom det inkluderer at styrke deres tilknytning til en person som man pt ikke selv kan holde ud og helst vil gå en kæmpe bue udenom. – Fordi han nu engang er børnenes far.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.