Skolemessen i Århus 2018

wauw

Er netop landet herhjemme efter en kanon dag i Århus, hvor oplægget på Skolemessen var en succes.

Folk var bare på, opmærksomme og gjorde det rigtig godt.

Jeg forklarede en del omkring det, som jeg kalder “det tavse barn”, da det ligger mig nært på hjertet.

Der er stor opmærksomhed på de børn, som er “udadreagerende” og “utilpassede”, da de udviser “synlige” tegn som er lette at se / afkode.

Men der er også børn, som vokser op med så massive omsorgssvigt og mistillid til de vokse, at de aldrig har lært at se de voksne som en ressource at række ud til, hvorfor de af ren overlevelsesstrategiske årsager “pakker” sig helt ind, og dermed begraver alt i deres indre – og som en eneste synlige resultat – bliver “det tavse barn”.

Jeg vekselvirkede imellem at bringe praktiske erfaringer fra min egen barndom i spil i mødet med uddannelsessysteme, hvor jeg bandt disse op på en kronologisk gennemgået tidslinje, så det blev tydeligt hvilke ting hvornår, som havde flyttet mig ind på hvilke spor – der førte mig hvorhen som resultat, ift f.eks kriminalitet, psykiatrien og rockermiljøet.

Dette tydeliggjorde blandt andet, hvor det havde været afgørende at sætte ind med hvad, hvor vi kunne udvide den nuværende indsats med tidlig opsporing af svage familiesystemer, samt hvor børn falder imellem stolene, samt hvilke udfordringer underviserne står med, når elevener ikke viser “tegn” på mistrivsel – på trods af de lever under forfærdelige vilkår.

Da jeg åbnede for spørgsmål / diskussion i plenum efter mit oplæg, på trods af at jeg havde sat 20 min af til det, endte vi med at gå 15 min over tid.

Bagefter blev jeg af en af aktørerne bag arrangementet spurgt, om jeg kunne være interesseret i at udvikle et kursus med afsæt i indholdet af mit oplæg, da det ville være en meget effektiv måde at sikre vidensdeling samt at de relevante aktører modtog denne.

Jeg synes, det lød som en spændende ide, og jeg værdsætter virkelig åbningen – særligt da vedkommende som henvendte sig er ansvarshavende på det område i regionen…

Men det er samtidig modtaget med den samme hule følelse i maven, der altid varer resten af dagen, som jeg desværre har lært af bitter erfarring, uværgeligt følger trop efter de store oplæg – hvor anerkendelsen har været særligt udtalt.

Det er en ubehagelig dobbelt følelse af, at på trods af jeg vedbliver med at skabe resultater og succes’er i alle mulige andre arenaer på den ene side, så falder jeg fortsat igennem der, hvor det betyder aller mest for mig på den anden siden

Sagen med pigerne.

Det er selvfølgelig hårdt at bruge sin egen historie…

Men det er virkeligt ubehageligt på en helt anden og ubeskrivelig måde at vide, imens man er på scenen, at om lidt når man er færdig, går man fra en stående applaus i én sammenhæng, hvor folk finder værdi i dette og hin, for bagefter at bevæge sig direkte ud i den efterfølgende tomhed, som efter hvert eneste oplæg står med store åbne arme, og venter på at byde mig velkommen hjem.

Det er særligt i disse situationer, at man er nødt til virkelige at kende og forstå sit “why”.

But It can’t rain forever baby girl

Dag 369
Dag 271

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.