Det er regnvejr, og jeg sidder i den lille bmw på vej ned til statsforvaltningens lokaler i Nørregade i Ringsted.

Jeg har endnu ikke fået solgt bmw’en, som jeg i tidernes morgen købte til min daværende hustru, så hun kunne komme rundt med Bella og besøge venner og familie og lave hyggelige ting. Det har længe ligget mig på sinde, på den lidt stressende måde ting har for vane at gøre, når man retteligt bør få noget gjort, men aldrig rigtig får taget sig sammen til det alligvel.

Jeg skal ned og have det første overvågede samvær med Isabella, siden Finn Westh, børnesagkyndige købt ind af statsforvaltningen, lavede den børnesagkyndige undersøgelse færdig 03.11.17, som man desværre vurderede nødvendig skulle gå forud for fastsættelsen af et kontaktbevarende / midlertidigt samvær mellem Isabella og mig.

Anmodningen om udarbejdelsen af en børnesagkyndig undersøgelse forud for fastsættelse af et samvær, viste sig at være et smart og meget effektivt trick, som indgik i en overordnet strategi ifbm. forældrefremmedgørelse samt at tilegne sig “the high ground” som Sun Tzu siger i “The art of war”, noget som jeg belyser på et andet tidspunkt.

I sidste uge havde jeg en forsamtale i ovennævnte lokaler med børnesagkyndige, hvor vi gennemgik proceduren, og jeg fik fremvist lokalerne, hvori det overvågede samvær skulle foregå.

Jeg sidder lidt eftertænksom i bilen, imens jeg lytter til den lettere hypnotiserende lyd fra regnens trommen på taget og forruden og lyden af vinduesviskerne, som ihærdigt forsøger at yde deres til at sikre mig det nødvendige udsyn, for at bringe mig sikkert frem til destinationen… Isabella.

I mange henseender er den lille pige min destination, og som tiden går, forstår jeg nu retrospekt, at hun og hendes lillesøster Ileanna ikke bare er mine destinationer i mange forskellige og uventede sammenhænge – de er begge to alle mine grunde.

Mine tanker går til den børnesagkyndige og formødet.

Jeg sidder lidt ængstelig og tænker, om jeg mon har virket for studs under forrige møde med den nye børnesagkyndige, om jeg har virket usamarbejdsvillig eller rigid. Er hun blevet skræmt at mit udseende ? Det store skæg, min lidt karakteristiske vikinge frisure, hvor håret i siden er klippet helt af, imens det får lov at vokse i længden på toppen eller de mange tattoveringer, som vrider sig op og ned af arme og dækker min hals. Har min fysiske størrelse på de knap 100 kg på fordelt på 185 cm, virket intimiderende eller provokerende på hende ?

Jeg er frygtelig opmærksom på, at det meget hypermaskuline look, som gjorde at jeg passede ualmindeligt godt ind i rockermiljøet – for det meste er en forfærdelig hæmsko for mig “på denne side af hegnet”, da jeg konsekvent er nødt til at nedtone og underspille, for ikke at støde, skræmme eller provokere folk.

Men hvad der for alvor giver mig en tung følelse i maven, er hvilket ansigtsudtryk jeg finder i min datter, når hun ser mig igen idag – og de mange spørgsmål jeg sidder med.

Er Isabella vred på mig, fordi hun tror, at jeg ikke elsker hende ? Eller fordi hun måske tror, at hendes far kun ville se hende 2 gange efter de første 6 måneders adskillelse, og derefter at han først gad se hende igen, nu her 2 1/2 måned senere ? Er hun ked af det ? Skuffet ? Afvisende ? Forvirret ?

Er hun begyndt at passe på sit lille hjerte, og derigennem pakke det væk fra den mand, som hun nu måske forbinder med sorg, tab og fravær ?

Hvad fortæller de smukke og dybe brune øjne mig, når de senere idag kigger ind i mine ?

Hvilken tavs historie vil de tale ?

Det er lidt over 2 måneder siden nu, at hun så mig 2 x 1 time med 14 dages mellemrum i FABU’s lokaler ifbm udarbejdelsen af BSU’en. (børnesagkyndig undersøgelse).

Før det havde Isabella ikke set mig en eneste gang siden 16 april, hvor jeg hjemme hos hendes gudfar kyssede hende godnat – uden at vide, at jeg samtidig også kyssede hende farvel.

But baby girl – I didn’t know.

“I didn’t want to kiss you goodbye –

that’s the trouble; I wanted to kiss you goodnight,

and there’s a lot of difference”

Ernest Hemmingway.