Det spørgsmål er et af de mest centrale i ethvert ungt menneskes liv. Lysten til at gå efter drømmen er der, men troen på egne evner kan halte.
Min historie i korte træk - Hjernehindebetændelse
Jeg kom til verden en mørk og kold vinternat, den 1. november 1990. Jeg lå egentlig godt og varmt og ville ikke ud, og så måtte hives ud med sugekop til en stor og kold verden. Køn var jeg ikke, da sugekoppen havde givet en ”hat” på hovedet og min mor gik nærmest i chok, da lægen kaldte min ”hat” for en fødselssvulst – ganske ufarligt. Men alligevel syntes min mor selvfølgelig, at jeg var verdens dejligste lille dreng.
Alt giv faktisk meget godt indtil jeg var ca. 3 mdr. gammel. Først blev jeg syg med høj feber (40 C) i mange dage, og efter 10 dage med høj feber (svævede mellem liv og død), kom der endelig en læge, som tog ansvar. Han sendte mig med så blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor man ret hurtigt fandt ud af, at jeg havde hjernehindebetændelse.
Min mor og far var meget bekymrede og var nød til at arbejde, så min søde farmor sad meget ofte ved min side. Flere scanninger kunne konstatere, at jeg havde taget skade 4 steder på hjernen, og at man ikke vidste, hvordan min udvikling ville blive.
Det næste halve år røg jeg ind og ud af hospitaler, da jeg konstant blev syg – hårdt for hele familien. Da jeg var et år gik mine forældre fra hinanden, og jeg boede 5 dage hos min mor og 2 dage hos min far hver uge.
Lægerne var ved at gøre en ende på mit liv...
Da jeg var 3 år begyndte jeg at krampe om natten og de ”kloge” sagde, at jeg som følge af hjerneskaderne havde udviklet epilepsi. Jeg blev igen indlagt, de fyldte mig med medicin og jeg fik det værre og værre. Min mor græd, da hun var bange for, at jeg blev totalt hjerneskadet.
MEN heldigvis tog hun skeen i egen hånd, og opsøgte en kinesiolog, og her fik hun at vide, at jeg ikke havde epilepsi, men at mit mineralstofskifte var ødelagt af hjerneskaden. Derfor kunne jeg ikke optage nok næringsstoffer og mit system gik i underskud på mineraler, hvilket giver krampe. Jeg fik tonsvis af kosttilskud (noget fløjet hjem fra USA) og jeg gik hurtigt i bedring.
Min mor tog kampen med lægerne og min far, som slet ikke troede på sådan noget hokus pokus. Men godt hun holdt ved. Efter 1 år var jeg helt ude af den giftige epilepsimedicin og begyndte at trives. Følgerne af mine hjerneskader, var heldigvis langt mindre end man havde forventet. Som teenager blev jeg ramt af fire år med store taleproblemer.
Jeg kom 1 år senere i skole og de første år gik fint indtil 5 klasse, men så begyndte jeg at stamme – en rigtig HÅRD stammen, hvor jeg sad helt fast i sætningen. Værst var det, at skulle præsentere sig selv for nye lærere, nye elever m.v. – og jeg valgte at stikke af, når jeg vidste, at der var risiko for at møde nye eller jeg gemte mig under et bord derhjemme.
Jeg husker at jeg i 8 klasse blev sat på et stammekursus, hvor vi skulle præsentere for vores forventningsfulde forældre, hvad vi havde lært i de 8 uger, som kurset varede. MEN jeg stod bare der, og kunne ikke sige noget som helst – helt låst – husker det som det var i går.
Jeg oplevede en del mobning i skolen, og en del ville ikke være sammen med mig fordi jeg var ham den mærkelige der stammede. Men så hørte mine forældre om hypnose og på 3 gange forsvandt min stammen med 70% – fantastisk – et helt nyt liv begyndte.
Jeg fandt hurtig ud af at det hang sammen med min usikkerhed og lavt selvværd. Dumpet eksamen i 9 klasse... Jeg startede på efterskole i 9. klasse og var spændt på hvordan det ville gå. Det var for første gang jeg skulle ud og socialisere med nye mennesker efter stammen.
Der kom ikke mange ord ud af mig, det var kun få som jeg virkelig følte mig tryg ved at snakke med. Grundet on-off skolegang de første mange år af mit liv, endte det også med at jeg dumpede eksamen i 9 klasse, fik et gennemsnit på 5,0 efter den gamle skala hvor 6 var bestået. Desværre kom stammen stadig til udtryk ved præsentationsrunder og eksamener, stort set alle steder hvor jeg skulle være i fokus og snakke foran eller med mennesker. Det låste i halsen og jeg prøvede modløst at tvinge ord ud af munden.
Fra taleproblemer til en topplacering i landsdækkende talekonkurrence.
Hvis den hårdt stammende dreng, som ikke kunne kigge nogle i øjnene - kan hive sig op til at stå på en scene og levere en tale foran forretningsfolk, så var jeg nået i mål med min proces om at kaste stammen af helvede til - Nicolas, 23 år.
Jeg startede på handelsskolen, stadig med masser af usikkerhed på mig selv - og som mange andre teenagere udviklede jeg massiv akne i hele ansigtet, hvilket knækkede mig fuldstændigt - Nu turde jeg slet ikke snakke med folk eller præsentere mig, hele tiden fik jeg stemmer i hovedet der sagde “Du ikke god nok, du pisse grim, ingen gider at snakke med dig”.
Alligevel kom der en anden stemme som sagde “Gør det vildeste du kan, for at overvinde den stammen og det dårlige selvværd”. Derfor besluttede jeg mig for at søge elevplads i en butik, med tanken om at her bliver jeg nødt til at snakke med kunderne – og kunne ikke komme udenom.
Jeg blev ansat i Holbæk Cykelcenter som salgsassistent-elev i butikken. Med lidt indkøring gik det super godt, jeg elskede at sælge til kunder og hjælpe dem med at finde det som passede til dem. Jeg var den bedst sælgende i butikken begge de år jeg var elev. En stor succesoplevelse!
Det var dog ikke nok til at fortsætte, min chef sagde at jeg havde godt af at komme ud og prøve noget nyt. Jeg begyndte at tage en HF, og ved siden af startede jeg et cykel udlejningsfirma (kunne mærke en indre iværksætter). Det var en tid hvor der skete en masse, jeg begyndte at få mere selvtillid. Meldte mig ind i et lokalt erhvervsnetværk i Holbæk, hvor de havde en talekonkurrence der hed “Den Gyldne Mikrofon” hvor man skulle holde en tale foran dommere og publikum i 5 minutter.
Det var nok det mest grænseoverskridende jeg kunne forestille mig, men det tændte en glød i mig! Hvis den hårdt stammende dreng, som ikke kunne kigge nogle i øjnene - kan hive sig op til at stå på en scene og levere en tale foran forretningsfolk, så var jeg nået i mål med min proces om at kaste stammen af helvede til.
Jeg stillede op og endte med at komme til finalen, som blev afholdt i Tivoli, hvor jeg måtte stille mig tilfreds med at blive nummer 3 sammenlagt på landsplan. Mit mål var at vinde, helt fra den dag jeg tilmeldte mig - men hele min transformation var sejr nok. I de 3 måneder hvor konkurrencen kørte, lå min far i koma med en hjerneblødning, og jeg vidste ikke om han vil komme tilbage i live.
I samme periode blev jeg mere og mere bevidst om at ændre min kost og at min akne nok ville forsvinde, hvis jeg begyndte at tænke over hvad jeg spiste.
Se mine taler fra Den Gyldne Mikrofon konkurrencen:
- Semifinale med emnet: Følg strømmen eller drømmen?. Se talen her: https://youtu.be/DHmf_L0zU_A
- Finale med Emnet: Personlig succes. Se talen her: https://youtu.be/CFts0jj4qXY
Udtalelser:
Emil 16 år, 8.klasse på Kildedamsskolen: Det er lige som om, at Nicolas har givet mig en åbenbaring. Før tænkte jeg ikke over, at det var nødvendigt at klare sig godt i skolen, eller hvad jeg vil være. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg gerne vil være advokat. Og skal jeg være det, kræver det, at det går godt i skolen.
SHARE THIS:
Share: 0
