Jeg mødtes i går med journalisten Christopher Glimberg Rønne, som jeg i en periode havde været i dialog med.

Vi havde drøftet mulighederne for at lave enten en artikel eller et selvportræt af mig, som så efterfølgende skulle bringes i Politikken – hvilket jeg havde sagt ja til.

Vi besluttede os derfor, at sætte et par timer af til interviewet, og ellers tage fat om processen.

Så tidligt om morgen tanker jeg op på min økologiske hjemmebryggede kaffe, klargører forelæsingen med Shelly Kagan fra Yale University, da køreturen tager en lille times tid, og alle som kender mig, ved at mit sind på ingen måde er skabt til stilstand i så lang en periode, og sætter dernæst kursen mod Karrebæksminde – en lille charmerende kystby 10 km uden for Næstved – byen hvor jeg oprindelig stammer fra.

På vejen til Karrebæksminde kører man igennem Næstved, og undervejs som undertegnede passerer byen som har dannet rammerne for hele mit liv, synes jeg, at den på en eller anden udefinerbar måde virker lidt mindre, og lidt mere grå i det.

Jeg ruller ind på parkeringspladsen ude ved Karrebæksminde, finder en ledig plads og med den salte luft i ansigtet, sætter jeg kursen mod Christopher’s residens, en anelse spændt på, hvad jeg går i møde. Det er altid en interessant oplevelse at træde ind i andres private hjem – og dermed i de rammer – hvor deres mest private stunder udfolder sig.

Da Christopher åbner døren, genkender jeg ham øjeblikkeligt som en “Næstved dreng”, noget som indtil nu via telefonsamtale og emails ellers havde undgået min opmærksomhed. En “Næstved dreng” i den forstand, at han ganske vist var en fuldvoksen mand og ældre end jeg – men var fra Næstved af, og at vores veje derfor har krydset hinanden for år tilbage, på den måde som alle fra “mindre” byer, altid kender alle, eller i det mindste ved hvem hinanden er.

Han kunne ganske rigtigt også fremføre en lille anekdote fra det lokale træningscenter, hvor vi ad flere gange havde hilst på hinanden.

Hjemmet  jeg træder ind i, er helt fantastisk. Det er smukt indrettet med klassisk dansk design, som man som en inkarneret patriotisk og nærmest nationalistisk stolt dansk mand, ikke kan andet end beundre og fuldt ud anerkende – altsammen samlet i et lille objektiverende nik. Hjemmet har loft til kip og lysindfaldet fra de store vinduespartier ud mod stranden, lysner hele huset op, og skaber en meget luftig men også stoisk rolig stemning – som lynhurtigt indbyder til stille refleksion og fordybelse… Jeg kunne med samme, se mig selv sidde i timevis og læse her, eller helt klassisk for mig, fortabe mig i egne tanker, imens jeg stirrer udover det åbne håb, og mærker dets pull i mig.

Huset lå helt ud til havet, som det svagt anes på en af billederne.

Efter at have mødt Christopher’s hustru, sætter vi os til bords og indleder samtalen. Da vi begge er opmærksomme på, hvor rammebrydende skabelsesprocesser kan være, optager vi fra starten af dialogen og interviewet, hvilket i løbet af kort tid viser sig, at have været den helt rigtige beslutning.

Undervejs får vi begge fornemmelsen af, at et selvportræt på to sider ikke vil være nok til meningsfuldt  at belyse min historie, da den er så kompleks pga de mange integrerede historier, som alle er dybt forankret i hinanden, og derfor ikke kan skilles ad, uden at vi taber læserne.

Så efter 2 timers interview sidder vi altså med en foreløbig ny køreplan.

En indledenede artikel inden for meget kort tid, som gør læseren opmærksom på hvem jeg er, herefter et overordnet selvportræt af mig, og dernæst et mindre antal på hinanden følgende artikler, med en lille uges mellemrum, hvor hver artikel har sin egen historie.

En artikel omkring min børnesag, en anden omkring det at forlade et kriminaliseret bande-rockermiljø og min tid i det nationale exitprogram, en tredje omkring motivation og resiliens ift hvordan man succesfuldt skaber en karriere samt en kriminalitetsfri tilværelse efter en opvækst i et hårdt miljø osv derfra.

Fordelen ved at have fotografer til at følge ens arbejde er, at der kommer meget tydelige objektiveringer ud af det, som gør det let for udenforstående at følge processen undervejs.

Ulempen kan til tider være – ligesom her på billede nr 2 – at fotografen fanger et sårbart øjeblik, hvor et enkelt lille billede blotter en fuldstændigt.

Fotograf:

Cecilia Glimberg Rønne.